Det sindssyge, brovtende, frihedselskende og bondske geni med munkekutte og træsko – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Reformation > Nyheder > Det sindssyge, brovten...

01. september 2014

Det sindssyge, brovtende, frihedselskende og bondske geni med munkekutte og træsko

JUBILÆUM

Læs professor mso Anna Vinds indledende ord til fakultetets fejring af Reformationsjubilæet 2017.

I sit værk Nattergalen i Wittenberg fra 1903 lader Strindberg Luthers tilhænger Ulrich von Hutten udbryde: „Uj, nu kommer nytt! Andarna vakna och det är en lust att lefva!“. Den østrigske teatermand og kulturhistoriker med jødiske rødder Egon Friedell tager i sin Kulturhistorie fra 1920’erne citatet ud af sin sammenhæng hos Strindberg og fortsætter „Hvad var da dette nye? Det var Martin Luther. Der findes ingen personlighed i verdenshistorien, om hvem der har hersket og endnu hersker så modstridende meninger som om modpaven fra Wittenberg. Katolikker lovpriser ham, og protestanter har vist ham lidenskabelig afsky, ateister har kaldt ham en åndens befrier, og fromme folk har sagt, han var en religionsfordærver. For nogen er han „den tyske Catilina“, for andre er han „menneskehedens største velgører“. Goethe ser et meget betydningsfuldt „geni“ i ham, Nietzsche en bonde, der ikke „ser længere end til sine egne træskosnuder“. Schiller kalder ham en forkæmper for frihed og fornuft, Frederik den Store en „rasende munk og barbarisk skribent“. Man har søgt at bevise, at han var en frådser, dranker, løgner, falskner, skamskænder, syfilitiker, paranoiker og selvmorder, og tyske kunstnere har malet ham med en glorie om hovedet“.

I 2017 fejres reformationens 500-års jubilæum. Den 31. oktober 1517 slog Martin Luther sine 95 teser mod afladen op på døren til slotskirken i Wittenberg – eller måske var det sådan, det gik til, det ved vi ikke helt. Hvad vi ved er, at han med affattelsen og publiceringen af teserne satte gang i en lavine af begivenheder, som endte med at splitte den vesterlandske kristenhed i en række forskellige konfessioner. De bekrigede hinanden i århundreder, før de endelig fandt en form for fredelig sameksistens, der dog stadig bar præg af deres indbyrdes forskelligheder. I 1517 vidste Luther naturligvis ikke selv, at det ville blive resultatet. Formodentlig regnede han bare med, at han kunne bidrage til at retlede en kirkelig praksis, som var kommet på afveje.

Læs resten af artiklen i TEOL-information nummer 50.